Denne side præsenterer "Strandhuset", et sommerhus der ligger på Lollands nordkyst. Interesserede i at leje huset bør kontakte Annie Skalberg. Nogle praktiske oplysninger er samlet her.
Huset, der er bygget i 1910 og renoveret i 1997, ligger helt ud til kysten, på den nordligste del af Lolland. Det er på 100m², fordelt over to etager. Alle rum i huset har udsigt til havet.
Stueetagen består af entre, badeværelse med brusekabine, åbent køkken og stue på 30m², glasveranda (16m²) mod vest med blandt andet en sovesofa, der kan blive to (gode) enkelte senge eller en dobbelt.
På førstesalen findes 2 soveværelser med hver 2 (gode) senge, der kan slås sammen til en dobbeltseng, det ene værelse har udgang til vestvendt balkon. Der er mulighed for ekstra opredning.
I huset forefindes vaskemaskine, tørretumbler, komfur med keramisk plade, opvaskemaskine, mikrobølgeovn, kaffemaskine, farve-tv/parabol, samt musikanlæg til cd og bånd. Til opvarmning af huset findes elpaneler og 2 brændeovne.
Dertil kommer en grund på 5000m², som går helt ned til vandkanten. Grunden består af hyben, græs og træer og altså strand med marehalm og sand. En udemærket badestrand med rent vand. Lavvandet, så det er sikkert for små børn. Indimellem er der tang - det svinger noget.
Tryk på et billede for at se det i fuld størrelse (bemærk dog at billederne er ret store og kan derfor tage lidt tid at hente).